House of the Dragon – sæson 3

Bogforlægget til House of the Dragon har givet serieskaberen Ryan Condal langt større frihed, end David Benioff og D.B. Weiss havde med Game of Thrones. George R.R. Martins bog er skrevet som en slags fiktiv historiebog med opdigtede kilder og beskriver primært begivenhedernes gang.

Karakterernes tanker, følelser og motiver er derfor i høj grad overladt til fortolkning, og netop den frihed udnytter serien særligt overbevisende i de første afsnit af tredje sæson.

I anden sæson efterlod vi tronarvingen Rhaenyra (Emma D’Arcy) med et skæbnesvangert valg.

Hun kunne udløse en altomfattende krig med op mod otte drager på slagmarken og al den ødelæggelse, det ville medføre. Eller hun kunne stole på sin tidligere veninde og nu mest bitre fjende, Alicent Hightower (Olivia Cooke), og måske indtage King’s Landing uden større blodsudgydelser – mod at kongefamiliens kvinder fik deres liv skånet.

Men før Rhaenyra når frem til en beslutning, slår Tyland Lannister og admiral Lohar til. De angriber Det Smalle Hav og søslangen Corlys Velaryons flåde, og sæsonens første afsnit kulminerer i et spektakulært søslag, hvor skibe splintres mod hinanden, mens Rhaenyra og hendes arving Jace strides om, hvem der skal have lov til at kaste sig ind i kampene fra drageryg.

Rhaenyra genforenes med sin nyligt edsvorne ægtemand Daemon (Matt Smith), og selv om han stadig hælder til at brænde først og spørge bagefter, forsøger de sammen at finde en mindre blodig vej mod magten i kongeriget.

House of the Dragon er en fortælling med et stort persongalleri og mange magtspillere, men det føles nu endelig, som om de øvrige aktører enten er skubbet i baggrunden – eller ryddet af vejen – så Rhaenyra står mere centralt.

Denne sæson lægger i højere grad vægt på at menneskeliggøre hende og føre publikum ind i hendes indre konflikter og dilemmaer.

Hun virker tydeligt utilpas med et sværd i hånden, men forstår, at hun i det mindste må øve sig i at fremstå som én, der kan bruge det.

Da hun tvinges til at gennemføre sin første halshugning, sker det rystende, tøvende og med tårer i øjnene foran et stort publikum.

Rhaenyra længes efter at blive elsket og anerkendt som sin fars retmæssige arving, men hun rummer samtidig et voksende behov for at straffe dem, der har sået tvivl om hendes sønners ophav.

Emma D’Arcy spiller hovedrollen med en klædelig sårbarhed, og man fornemmer, hvordan dronningepersonaen stadig sidder som en frakke, hun ikke helt er vokset ind i. Hun udsteder dekreter, hun langt fra altid er sikker på.

Begyndelsen af sæsonen lægger stor vægt på de lavpraktiske sider af magten: Hvordan hære flyttes rundt, og hvordan et kongerige faktisk regeres i praksis. Det fungerer særligt godt i de scener, hvor de besejrede bannere ligger og flyder i kølvandet på magtskiftet, eller hvor kongeslottet The Red Keep vrimler med rotter, fordi tronbesidderen Aegon i forrige sæson lod alle rottefængerne hænge.

Det hele peger mod, at den, der til sidst indtager Jerntronen, i lige så høj grad kan blive knækket af logistiske og praktiske problemer, som ingen drage kan løse.

Stemningen i afsnit to, tre og fire balancerer på en knivsæg, hvor krigen ligger i dvale, men hvor flere retmæssige arvinger stadig er på fri fod. Nogle er forsvundet helt, andre nyder sejrens sødme, mens seeren sidder tilbage med en snigende fornemmelse af, at det hele kan eksplodere når som helst.

Ingen Game of Thrones-spinoff er helt komplet uden en skurk, hvis undergang man kan se frem til. I denne sæson ligner det Ormund Hightower, dronning Alicents fætter og hærfører. Spillet af James Norton fremstår han først som en arrogant overklassefigur, men viser sig gradvist at være besat af blod, slægt og oprindelse på en måde, der sjældent ender godt i Westeros.

Selv ikke med Braavos’ Jernbank i ryggen ville man kunne finansiere en version af House of the Dragon, hvor der for alvor var tid mellem de voldsomme begivenheder til at bearbejde alt det, der udspiller sig i George R.R. Martins univers.

De første fire afsnit af den nye sæson finder en fin balance mellem action og karakteropbygning. Serien giver Rhaenyra et mere menneskeligt ansigt, så seeren får noget at hænge følelsesmæssigt fast i midt i alle ildspåsættelserne og halshugningerne.