Joachim Trier har skabt en drøm af en afslutning på Oslo-trilogien, der vil stå tilbage som et signalement af vor tid og er et hovedværk i nordisk kultur.

Toeren af feelgood-komedien om kvinder på den anden side af livets midte fortaber sig i turistagtige billeder, og føleriet er begrænset til hastige skavanker, som hurtigt klares med kærtegn.

Med veloplagt satire har filmskabere endelig modet til at pille glorien af Peter von Scholten og vise, at Danmarks nuttede kolonifortid var et racistisk terrorregime.