Musk

Da Alex Gibney ikke kunne få Elon Musk til at give et interview, skabte han i stedet et enormt kartotek over alle hans offentlige udtalelser, trænede en AI-klon af ham og stillede den spørgsmål.

Intet kunne være mere passende. Både fordi Musk i årtier har hævdet, at denne verden formentlig er en simulation, og fordi den falske Musk ser bedre ud og er mere veltalende end den virkelige.

Det er helt i tråd med filmens signalement af verdens rigeste mand som en selvpromoverende hustler med et kompleks af galaktiske proportioner, en performativ mangel på respekt for alt andet end sig selv og et slet skjult behov for at blive hyldet og elsket.

Musk er næsten fire timer lang, men kunne sagtens have været længere uden at tabe pusten. Men også uden at rokke ved den kollektive forståelse af en uomgængelig mand, der er blandt de mest eksponerede mennesker i verden.

Det er nok ikke helt ved siden af, når Alex Gibney sammenligner ham med hovedpersonen i den britiske film The Man Who Could Work Miracles fra 1936. Her tildeles en helt almindelig mand omnipotens som et gudernes tankeeksperiment med verdens undergang til følge.

Den myreflittige, amerikanske dokumentarist har i år allerede leveret en fremragende dokumentar om Salman Rushdie. Han bringer sig selv mere i spil i den nye film og holder publikum i hånden med en reflekterende fortællerstemme.

Filmen er inddelt i to halvdele. De falder på hver side af pandemien og spejler de to spor i Elon Musk offentlige liv. Dels som den grønne omstillings bannerfører med Tesla og verdensrummets potentielle erobrer med SpaceX. Dels som den magtfuldkomne og konspiratoriske tech-oligark, der sætter en ”legion af børn” i verden, mens verdenslederne smisker for ham.

Den sidste del af historien er kuldegysende. Især fordi dokumentaren har premiere et par dage efter, at Musk på tysk lykønskede det højreekstreme tyske parti AfD med storsejren i søndagens delstatsvalg.

Filmen bruger et gennemgående greb, hvor verden visualiseres som et computerspil. Det ligger i tråd med den erfarne techjournalist Kara Swishers beskrivelse af Musks verdensbillede: ”Han er Ready Player One, alle andre er NPC’er” – en henvisning til de bifigurer, man ikke kan spille.

Hun er en blandt mange journalister og forfattere, der fortæller om Musks bedrifter og fupnumre, mens en lang parade af kasserede partnere – venner, kærester og kolleger – fortæller om at blive overhørt og tilsidesat i et livslangt egotrip.

Æstetikken er lånt fra det dystopiske sci-fi-spil Cyberpunk 2077, som Musk en overgang lovede, at Tesla-købere lige om lidt ville kunne spille, mens bilen kørte for dem. Selvkørende biler er på vej, men Musk er berygtet for at tweete med stort, at de allerede er her, mens advokaterne skriver med småt, at det er de ikke.

Hver gang en chauffør må lade livet, fordi han har taget Musk på ordet, springer Teslas advokater i aktion med en stor pose penge og en NDA – en hemmeligholdelsesaftale – så ingen får det at vide. Og aktieprisen bare stiger og stiger.

For nu at nævne én blandt de utallige graverende historier, som Alex Gibney fører frem i sin kapitelinddelte, udførligt fortalte film.

Vi starter under dotcom-boblen sidst i 90’erne, hvor Elon Musk tjente sine første millioner, og fortsætter med hans SpaceX -startupsucces, elbileventyret med Tesla og hans nøje kultiverede rockstjernestatus i populærkulturen.

Klip fra Iron Man 2 og The Simpsons viser, hvordan Elon Musk længe var del af en liberal zeitgeist: den kejtede nørd, der vil redde verden fra klimakatastrofe, mens han fører menneskeheden til Mars og videre ud i rummet.

Ligesom med Trump mærker man en uforbeholden bullshit artist. Løgnene bliver nok lettere at gennemskue, men hans købekraft vokser sig så enorm, at hans magt bliver sværere at stå imod.

Han er en mand, der tonser fremad uden at tjekke, om isen kan bære. Fordi han ved, at han altid kan redde sig i land. Og han er en usikker edgelord, der blev mobbet som barn, og som stadig vil have verden til at synes, han er sej.

Efter en menneskeliggørende afstikker til hans barndom i et uroligt Sydafrika under Apartheid og en voldsparat chauvinist af en far tackler Alex Gibney Elon Musks højredrejning efter pandemien.

Influenceren Ashley St. Clair fortæller om at blive presset til at føde hans barn, om en mormonsk fixer, der skaffer kvinder som fødemaskiner, og om den grænseløse skødesløshed, der opstår, når man tror, at hele universet drejer sig om én selv.

Tesla fusker med tallene for ladning og rækkevidde. SpaceX holdes oppe af regeringens gavmildhed. Twitter købte han under påskud af at beskytte ytringsfrihed, men reelt for at styre samtalen og sælge adgang til politikere verden over.

Derefter beretter dokumentaren om pengegaverne til Trump-kampagnen, Hitler-hilsenen under genindsættelsen og DOGE-afdelingens amputering af den amerikanske regering.

Med lukningen af departementet for udviklingsbistand, USAID, anslås Musk at få op mod fjorten millioner liv på samvittigheden. Det er spekulativt, men næppe usandsynligt.

Hvor der handles, der spildes.

I filmens sidste, lange og deprimerende stræk ajourføres historien frem til børsnoteringen af SpaceX i juni, før filmen runder af med en formaning om det amerikanske midtvejsvalg i november.

Hvis historierne lyder bekendte, er det, fordi de fleste har været fremme før. Der er ikke meget nyt under solen i Alex Gibneys film, der bag mystikken fortæller verdens ældste historie – et portræt af en midaldrende mand, der vil have unge kvinder og ubegrænset magt.

Og om en verden, som har ladet sig forblinde til at give ham, hvad han vil have.