Rævenes dans

Belgiske Valéry Carnoys debutspillefilm, Rævenes dans,handler om en ung mand, der ved, hvad han vil. Indtil han ikke ved det længere, og selvforståelsen bliver knockoutet med ét slag.

Camille er støt på vej mod europamesterskabet i boksning og sportsligt i en helt anden liga end kammeraterne på idrætskostskolen, hvor han tilbedes.

Kun én bizar hobby er der imellem slagene plads til. Sammen med bedstevennen Matteo hænger han kød op i skoven for at tiltrække ræve, som de betragter med barnlig forundring. Men midt i den uansvarlige leg havner Camille på en høj skrænt og falder ti meter.

Det kunne have været enden på hans liv. Og bliver det på en måde også.

Såret heler hurtigt, men smerterne stopper ikke, selv om lægerne påstår, at alt er fint. Er det psykosomatisk? Noget i Camilles indre, der skriger om lov til at slippe væk fra bokseringen?

Valéry Carnoy går til coming-of-age-historien med et afdæmpet, nøgternt filmsprog, hvor musik bruges sparsommeligt, og skuespillerne holder kortene helt ind til kroppen.

Samuel Kircher er skarp i hovedrollen som Camille. I stedet for at vise sårbarhed i samtlige scener – som mange spillere ville have gjort – lader han konteksten afslører hans smerte og bevarer det tomme blik, som virkelighedens sportsdrenge i den alder har limet fast i ansigtet.

Teenagere er mestre i at snuse sig frem til hinandens usikkerheder, og Camille kan ikke skjule sig. Et alfa-dyr, der pludselig halter og piver, bliver med det samme set som en klods om flokkens ben. Straffen er udstødelse og primitiv vold.

Da Camille møder pigen Yas, som dyrker taekwondo på skolen, ligner det et først et irrelevant romanceplot. En af ungdomsfilmens slidte troper. Men i stedet bliver det et af filmens bedste spor.

Anna Heckel er mystisk i rollen som pigen, der overgår Camille i selvtillid, men som også er midt i sin egen kamp. Og så er sport ikke hele hendes verden. Ved siden af cirkelsparkene spiller hun trompet.

I en poetisk sekvens tager hun makeup på, så Camille kan filme hende til en konkurrence. Et sammenstød med bokserens mest frastødende eks-ven udløser et sår på læben, men Yas insisterer på at gennemføre optagelsen og spiller Théophile Charliers Etude Nr. 2 på skolens tag.

Yas kommer til at repræsentere en anden form for styrke, der handler mere om vilje end om den pligtfølelse, der driver Camille. Især pligten over for Matteo (Faycal Anaflous) er svær for ham at give slip på, og her finder filmen sin mest ømme og rørende pulsåre.

Deres forhold er så fint og sart i filmens begyndelse. De ægte følelser kommer kun til udtryk i en henkastet anbefaling af musik eller i en heroisk redningsaktion, da Camille må slæbes ud af skoven og på hospitalet.

Desværre er det også sådan et venskab, hvor man ikke tør sige, at armen gør ondt, at angstanfaldene kommer, eller at man måske i virkeligheden slet ikke har lyst til at være bokser.

At kalde det for en film om toksisk maskulinitet ville være for simpelt. Mest af alt er det et drama om to unge mennesker, der plejede at være ét kød, men nu rives smertefuldt fra hinanden.

Selv uden store udsving i fortællingen formår Valéry Carnoy at lege med vores forventninger. Da kostskoleeleverne får besked på at blive indenfor, mens jægerne skyder rævene udenfor, lyder det som optakten til en katastrofe. Men instruktøren vælger en anden vej.

Og da filmens klimaksiske boksekamp ligner en tyk kliché, træder musikken melankolsk i karakter og afslører, at den tilsyneladende triumf i virkeligheden er et menneskeligt nederlag.

Det afdæmpede filmsprog betyder også, at Rævenes dans ikke er den slags drama, der bliver hængende på nethinden med mindeværdige billeder. Til gengæld er det en stærk ungdomsfortælling, der også minder det voksne publikum om, at man nogle gange må omskrive historien om sig selv.