The Miniature Wife

Der er noget evigt dragende ved historier om mennesker, som bliver mindre. Idéen om at opleve verden fra frøperspektiv og se de velkendte omgivelser forvandlet rummer potentiale for mange forskellige slags fortællinger.

I Jonathan Swifts litterære klassiker Gullivers Rejser bliver mødet med lilleputterne og brobdingnagerne til samfundssatire i miniatureformat. På det hvide lærred står Jack Arnolds The Incredible Shrinking Man – baseret på Richard Mathesons roman – som en af 1950’ernes stærkeste science fiction-film. Den har imponerende visuelle effekter for sin tid og filosofiske betragtninger over et stort eksistentielt tema.

I serien The Miniature Wife kombineres motivet om det skrumpende menneske med en komedie om ægteskabelige problemer.

Elizabeth Banks og Matthew Macfayden spiller ægteparret Lindy og Les Littlejohn.

Hun er en tidligere Pulitzer-vindende forfatter, der tilsyneladende ikke har skrevet et eneste ord de sidste mange år. Han er en opfinder, som arbejder på en væske, der kan gøre afgrøder mindre, så der kan dyrkes mere på samme areal.

Opfindelsen genkalder et lignende setup i Alexander Paynes forbrugssatire Downsizing.

Efter en turbulent aften, hvor både ydre og indre omstændigheder får forholdet til at vakle, bliver Lindy ved et uheld ramt af skrumpevæsken og ender så lille, at hun kan bo i et dukkehus. Problemet er, at Les endnu ikke har knækket formlen, der kan gøre hende stor igen. Lindy må derfor vente, indtil han kan få hende tilbage til normal størrelse.

Idéen er sådan set god: en visualisering af uligheden i parforholdet. ”Min mand gjorde mig mindre, og nej, det er ikke en metafor,” forklarer Lindy i voice-overen i begyndelsen.

Metaforen er dog til stede, om end den er blevet gjort fysisk. Desværre får den ikke meget at arbejde med i de tre afsnit, der er stillet til rådighed for anmelderne.

Hvad der kunne have været en spidsfindig udforskning af magtkamp og asymmetri kønnene imellem, bliver formøblet som skabet komedie med skingre skænderier.

Det hele forløber i et råbende register, hvor overraskelse og indignation blæses ud fra bunden af lungerne. Den tempofyldte klipning og konstante underlægningsmusik virker som en distraktion fra, at historien ikke rigtigt får bid eller relevans.

Det hjælper heller ikke på sympatien, at hovedpersonerne ikke ligner nogen, der har materielle mangler. Lindys nye dukkehus er en kopi af den kæmpevilla, parret i forvejen bor i. Det får skænderierne om succes og selvrealisering til at runge hult i samtalekøkkenet.

Lindys tvungne ophold i dukkehuset nærmer sig en interessant pointe om kontrol og overvågning. Men samtidig er det, som om handlingen på det symbolske plan er optaget af kønsroller, der ikke længere er aktuelle: manden, der går på arbejde for at finde en kur, mens kvinden er passiv fange i eget hus.

Der er dog enkelte komiske indslag. For eksempel den karikerede fremstilling af opfinderens arbejdsgang, hvor han står og dirigerer assistenterne foran en kæmpe tavle med ligninger. Det er fjollet og slår den ikke-realistiske tone fint an.

Historien vil ikke tages alt for seriøst, og det ville også være ganske okay, hvis blot den var skarpere eller mere fængende.

Hvorfor er det overhovedet en serie? Forlægget er en novelle af Manuel Gonzalez, men at brede den simple idé ud til ti afsnit med en samlet spilletid, hvor Lawrence kunne være nået til Arabien og hjem igen halvanden gang, virker som hybris.

Konceptet synes langt mere egnet til en spillefilm, hvor historien kunne fortælles stringent uden behov for konstante flashbacks, der skal give kunstig vægt til nutidsscenerne.

Efter det næsten ulidelige første afsnit finder serien heldigvis et lidt mere forsonligt toneleje. Men hvis de virkelige sjove jokes eller indsigtsfulde pointer om parforholdets dynamikker kommer mod slutningen af serien, er det ærgerligt.

For jeg er allerede stået af.