”Når der skal præsteres, klipper jeg væk”

Roberta Verna er 24 år gammel og hamrende nervøs. Den tyske violinist skal spille sin første koncert i Copenhagen Phil som førstekoncertmester, den fineste titel, man kan have i et symfoniorkester.

I dokumentaren Et klassisk liv – som havde premiere på Cph:Dox og kan ses på DRTV fra 16. juli – har vi set hende øve, indtil fingrene smerter, sammen med de andre elever på elitemusikskolen Scandinavian Cello School på Stevns. Og vi har set hende fejre adgangsprøven til den nye stilling med en stor bajer i S-toget.

Nu står hun der i København og tripper i sit fineste tøj for snart at præstere foran et hold ældre musikere. Flere vil nok helst vil se hende fejle, så de kan få hendes plads.

Den sceneansvarlige giver tegn. Nu er det nu. Der høres klapsalver, Roberta går ud på scenen … og så klippes der væk.

For dokumentaristen bag Et klassisk liv, Katrine Philp, er det en pointe aldrig at vise præstationen i filmen. Det forklarer hun, da Ekko besøger hendes produktionsselskab Good Company Pictures i København.

”Jeg vil rette opmærksomheden mod processen frem for resultatet. Derfor trækker filmen sig, hver gang der skal præsteres. Ambitioner er gode, men hvis hele ens identitet er bundet op på præstationer, er det ikke godt.” forklarer hun.

”Det håber jeg også, at de unge i publikum får ud af det. Det ville faktisk være godt for samfundet.”

Et giftigt miljø
Katrine Philp og hendes fotografmand Adam Philp har tidligere arbejdet med elitemiljøer, blandt andet i Dans for mig.

Et klassisk liv følger over fem år Scaninavian Cello School, der er stiftet i 2016 af celloprofessoren Jacob Shaw som en alternativ eliteuddannelse. Eleverne bor på en gård på Stevns, og parallelt med undervisningen fodrer de høns, passer marken og laver mad.

Under corona-nedlukningen spillede de koncerter for køerne, hvilket fangede Katrine Philps opmærksomhed. Hun blev betaget af de unge mennesker, der kom fra den polerede klassiske verden og nu sjoskede rundt i gummistøvler.

”Ved at tale med dem fik jeg bekræftet, at klassisk musik er et ret giftigt miljø. Der hviler et gigantisk pres på skuldrene af de her vildt talentfulde mennesker, og det spejler et generelt problem i samfundet med unges mistrivsel,” siger hun.

”Man vokser op med, at man er værdifuld, når man præsterer, allerede fra første gang man bliver rost for en børnetegning. Alle sammenligner sig med de ypperste inden for deres felt, fordi de hele tiden kan se dem på sociale medier. Og de jagter idealet.”

”Samtidig får unge at vide, at de kan blive, hvad de vil. Det er et gigantisk pres. Flere unge, der har set filmen, er blevet berørt bare over mødet mennesker på deres egen alder, som ved, hvad de vil. Men presset bliver ikke mindre af, at man har besluttet sig for en vej. For nu skal man være den bedste.”

Sårbart at lytte til
Katrine Philp blev fascineret af gårdens musikere, der godt nok er blandt de bedste i kunstverdenens hårdeste konkurrencesport, men samtidig viste sig at være slående almindelige.

”De var villige til at åbne sig op, hvilket heller ikke er typisk i den klassiske verden. Dér holder lægger man bånd på sig selv. Man skal ikke udtrykke sig på andre måder end igennem musikken og instrumentet.”

Særligt celloen får lov at fylde på filmens lydside, men i form af tonerne fra øvelokalet frem for polerede koncertoptagelser.

”Min far spillede cello på hobbyplan, og det har været vigtigt for mig, at filmen også handler om musik. Derfor fylder øvescenerne meget, og derfor har jeg for første gang nogensinde ikke brugt en komponist. Filmens eneste musik bliver spillet i scenerne.”

Nogle af de mest dragende sekvenser er, når Jacob Shaw øver cello med det helt unge kæmpetalent Finn. Man mærker, hvordan den samme lille musikpassage bliver forfinet for hvert forsøg.

”Det er sårbart at lytte til, og der spilles jo fejl. Men projektet er netop, at alt ikke skal forskønnes.”

Presset dokumentarbranche
I filmen forsøger celloprofessoren at hjælpe eleverne med at dygtiggøre sig uden at gøre vold på deres identitet. De skal finde ro i sig selv for at kunne holde til den klassisk verden.

”Man skal have sig selv med i det, ellers knækker man,” siger Katrine Philp.

”Til en visning af filmen var der en ung musiker, der fortalte, at hun selv var nødt til at stoppe, fordi hun ikke kunne klare det. Det var en kæmpe sorg at miste musikken, og jeg synes, det er så trist.”

”Jeg tror, det sker i mange arenaer. Kunsten lider big time lige nu, hvor vi har brug for den, fordi verden brænder.”

Som dokumentarist var det ikke svært for Katrine Philp at identificere sig med musikerne.

”I filmbranchen skal du også hele tiden præstere, og den næste film skal altid gøre et eller andet i samfundet. Det er et freelanceliv, hvor man lever fra film til film, ligesom musikerne gør fra koncert til koncert. Man klynger sig fast, selv om det overhovedet ikke er bæredygtigt.”

Især de sidste fem år har dokumentarbranchen og dansk film i det hele taget været præget af store udfordringer med finansiering.

”Jeg laver mest film i udlandet, men i hele Europa og USA er det også svært. Jeg fatter ikke, at vi bliver ved. Jeg har lige været i USA for at filme til et nyt projekt om en højprofileret sag derovre. Vi vender hver en øre i produktionen, mens vi står med unge, sårbare mennesker i hænderne.”

Der findes ingen gård på Stevns for pressede dokumentarister, og tanken om at vælge et mere almindeligt liv har også strejfet Katrine Philp.

”Jeg tror, vi alle sammen tænker: ’Hvad nu, hvis jeg ikke får finansieret den næste film?’ Vi har i vores selskab hele tiden et projekt i gang, så vi kan ikke få et fuldtidsarbejde. Og jeg har for mange film i mig lige nu til at søge et job hos Filminstituttet. Jeg er heldigvis totalt forelsket i de to film, jeg er ved at lave nu.”