Jan E. Jørgensen: Play loud, Grand!

At se en koncertfilm er en anden oplevelse end at se en koncert. På mange måder er det, når man tænker over det, en langt federe oplevelse.

Alle kan se.

Jeg står ikke foran dig under Arenas teltdug på Roskilde med mine 189 centimeter, så du ikke kan se scenen, selv hvis du står på tæer.

Der er heller ikke nogen, der sidder på en persons skuldre, så de blokerer dit udsyn. I biografen har du fuldt udsyn til hele scenen. Du kommer endda helt tæt på alle musikerne og kan se oppefra og nedefra fra den ene side og fra den anden side.

Alle kan høre.

Du bliver ikke forstyrret af et hold snakkeglade venner, der med ryggen til scenen er dybt optaget af at tale om en ny lejlighed, kæreste eller hvad de nu har lyst til at snakke om. De er nødt til at tale meget højt for at overdøve musikken. De tror muligvis, at de er til byfest og ikke til koncert, og det er pisseirriterende.

I biografen derimod er publikum stadigvæk forholdsvis fredsommelige og godt opdraget. Da Inger Støjberg for nogle år siden fik forstyrret sin oplevelse af Clint Eastwoods American Sniper på Fisketorvet i København, var det breaking news – flere mener, at hun vist ikke helt er kommet sig endnu.

Alle kan få en plads.

Der er ingen grund til komme i god tid for at få en plads helt oppe foran scenen. I biografen kan du bestille din helt egen plads, og du sidder i en dejlig stol, hvor du diskret kan sidde og vippe rytmisk i dit biografsæde.

Jeg kan godt selv få lidt ondt over lænden, når jeg skal stå op meget længe. Jeg er jo ikke længere helt ung. Det sker ikke for mig i biografens bløde sæder.

Alle har deres eget space.

Der er ingen, der vælter din øl, mens de maser sig forbi for at komme længere frem. Ingen danser ind i dig, og ingen pantsamlere med pandelampe roder rundt mellem dine fødder. I biografen har du til gengæld en kopholder til øllen, og sidder du i Reservoir i Carlsberg Byen, kan du endda få fyldt glasset op undervejs.

Alle slipper for forstyrrelser.

Sidemanden synes ikke, at han synger lige så godt som David Byrne og derfor skråler med på Road to Nowhere, selv om han kun kan teksten til omkvædet, som han ikke helt kan alligevel, når det kommer til stykket.

Ingen optager koncerten med deres iPhone, hvilket også ville være meget mærkeligt til en koncertfilm, for den er jo allerede blevet filmet. I biografen kan du bare sidde og nyde synet og musikken.

Musikken skal gå i kroppen
Alle kan gå hjem uden tinnitus og sprængte trommehinder, for lydniveauet er trods alt ikke helt lige så højt som til en rigtig koncert. Lyden er til gengæld god i biografen. Modsat rigtige koncerter, hvor lyden kan være tæt på elendig.

I biografen oplever du ikke som i Parken, at betonen kaster lyden tilbage eller som til udendørs koncerter, hvor vinden kan få lyden til at opføre sig mærkeligt.

Men – lyden skal være høj. Også i biografen.

Det er ikke nok, at man kan høre musikken. Lyden skal være så høj, at man kan føle den. I sin krop. Den skal være så høj, at man får lyst til at rejse sig op og danse, men trods alt ikke gør det, da man jo er i biografen.

Det var mildest talt ikke den lyd, jeg hørte, da jeg forleden var i Grand Teatret i København for at se Spike Lees sprudlende filmatisering af David Byrnes Broadway-koncert American Utopia.

Jeg er med på, at Grand ikke er en blockbuster-biograf med popcorn og filmeksplosioner så høje, at sæderne ryster. Derfor elsker vi Grand.

Men hvis man vælger at vise en koncertfilm, bliver man altså nødt til at skrue så højt op for musikken, at publikum føler, at de er til koncert – bare uden alle de ulemper, der er ved at gå til en rigtig koncert.

Folk sad musestille
Allerede under reklamerne og forfilmene var lyden meget lav, så jeg gik ud i foyeren og klagede min nød til en ung mand, som fulgte med ind i salen for selv at høre, om jeg havde ret.

Da filmen startede, blev lyden en del bedre, men den var stadig slet ikke høj nok. Filmoperatøren forklarede mig pædagogisk og en lille smule passivt aggressivt, at alt var, som det skulle være, og der blev ikke skruet op. I hvert fald ikke så jeg kunne høre nogen forskel.

Andre forlod også salen for at brokke sig. Endda flere gange. Alligevel blev der ikke skruet op.

Lyden var så lav, at det forstyrrede, når de flinke mennesker på rækken foran famlede med karamellerne. Eller da en forkølet Talking Heads-fan hostede. Folk sad helt musestille – for ingen blev for alvor grebet af filmen på grund af det meget lave lydniveau.

Til sidst gik jeg ud igen, mest fordi jeg skulle tisse. Venligt, men bestemt sagde jeg følgende til filmoperatøren: ”Du kan altså sige, hvad du vil. Lyden er alt, alt for lav, og jeg er jo ikke den eneste, der synes det. Det er en koncertfilm det her – ikke et fransk familiedrama.”

Jeg fik en forklaring om, at alt var, som det skulle være. Lydniveauet var som anvist af filmselskabet. Han kunne dog godt selv høre, at det var til den lave side, og han ville godt forsøge at give den et ekstra nøk op, men han var bange for, at lyden ville blive skinger.

”Det tror jeg ikke, at du skal bekymre dig om,” svarede jeg.

En verden til forskel
Miraklet indtraf. Der blev skruet op. Ikke helt højt nok til min smag, men det gjorde en verden til forskel.

Oplevelsen blev en helt anden. Folk begyndte at vippe med i stolesæderne, og sidedamen nynnede stille med på Burning Down the House. Og bare rolig – jeg tyssede ikke på hende.

Men ærligt talt, jeg har svært ved at tro på, at Spike Lee og David Byrne udsender en koncertfilm, hvor de angiver lydniveauet til piano pianissimo. Men hvis det er korrekt, er det vel derfor, vi stadig har levende mennesker i biografen, der kan skrue op for lyden, hvis den er for lav, og ned, hvis den er for høj.

Så en stor tak til Grand for at vise American Utopia i længere tid end blot en enkelt eller nogle få forestillinger, som andre biografer nøjedes med.

Men hvis I vil vise koncertfilm, skal I altså skrue op for lyden. Play loud – som der står på coveret til B-52’s debutalbum. Et band, der senere udgav ep’en Mesopotamia produceret af ingen ringere end … David Byrne.