Ekko Shortlist-vinderens yndlingsfilm

Fra jeg startede i 1.g og ni år frem, arbejdede jeg i Dagmar Teatret.

Super16-uddannelsen holdt typisk premiere derinde, så mens jeg var på arbejde, overværede jeg deres afgangsfilm. Og med Marie Grahtø og Eini Carina Grønvolds Lækre til vi dør skiftede de tektoniske plader sig inde i mig. For første gang så jeg en film, der talte direkte til mig som en kvinde i starten af tyverne.

Dengang var unge kvinder på film typisk bare mænds kærester. Som skuespiller blev jeg selv tilbudt den slags biroller. Men Lækre til vi dør var en befriende fysisk oplevelse af at se mig selv spejlet meget direkte.

Filmen om tre gymnasieveninder, hvoraf den ene er vampyr og forelsket i en af de andre, handler om feminin styrke, seksualitet og vildskab. Den er både en klassisk teenagefilm med musikvideo-æstetik, men også en vampyrfilm med en punket soundtrack.

Marie Grahtø viser som instruktør, at det nogle gange er godt at komme fra en anden baggrund end film-nørderi. Hun har sit eget udtryk, fordi hun ikke er skolet med en forståelse af konventionerne i action eller gyserfilm, som man skal leve op til.

Fire år senere lavede jeg Regnbuepiger, hvor jeg på samme måde forsøger at fortælle en historie direkte til unge piger. Den tog også udgangspunkt i det æstetiske, og jeg tror, at mange filmskabere starter med formen og efterhånden skræller lidt af æstetikken af for at finde ind til deres egen og historiens kerne.

Historien til denne film søgte manusforfatter Marianne Lentz ind på Super16 med. Jeg kan huske, at hun læste sit manuskript op, da vi lige begge var startet på skolen, inden vi begyndte vores samarbejde.

Katrine Brocks instruerer Uden at blinke, der handler om en psykisk syg mor, hvis datter på omkring ti år er anbragt hos en plejefamilie. Moren er blevet udskrevet og har fået sin egen lejlighed, og så vil hun gerne være en rigtig god mor for sin datter.

De tager i Tivoli, men moren kan ikke magte det ansvar.

Det er en kortfilm, der virkelig berører én. Jeg hulkede, da jeg så den, og det er vildt, når fortællinger på så kort tid kan ramme én på den måde.

Filmen henter inspiration fra John Cassavetes’ En kvinde under indflydelse med sit observerende kamera af en kvinde i opløsning. Ved at se et menneske på afstand opdager man, hvordan vedkommende skiller sig ud. Fotografen Mia Mai Dengsø Graabæk bruger indimellem en teleoptik, hvor vi er meget langt fra hende og zoomer ind. Man får pludselig en følelse af, at hvis man så hende på gaden, ville man tænke, at hun var sindssyg.

Katrine Brocks har det mest empatiske blik på mennesker og verden, samtidig med at hun filmteknisk er superskarp. Hun skildrer personer med en meget dyb forståelse og respekt, som er enormt rørende. Alle mennesker burde blive set på af Katrine Brocks!

Jeg har en forkærlighed for sci-fi, men med Delphi havde jeg også en oplevelse af, at filmen satte sig i kroppen på mig. Og så er det bare fedt at se kortfilm, der tør beskæftige sig med mennesket i samfundet – mennesket som et eksistentielt væsen.

To barndomsvenner udvikler en app, der kan forudse dine behov, så du ikke selv behøver træffe beslutninger. Du skal bare gøre det, som algoritmen siger. Filmen var forudseende i forhold til, hvad der lige nu sker med kunstig intelligens. Skaberen af appen får kolde fødder og tænker: ”Hvad er det, jeg har sat i verden?”

Delphi er Frankenstein fortalt i et hæsblæsende tempo.

Den er også ret melodramatisk, hvilket jeg virkelig godt lide. Selv om filmen ikke som sådan handler om relationer og hjerte, der rimer på smerte, får skuespillerne lov til at råbe ad hinanden og stirre ud i intetheden.

Sammenbrudsscenen i Ekko Shortlist-vinderen En flirt stjal Marianne Lentz og jeg fra en scene i Delphi.

Søren Peter Langkjær Bojsen gik på årgangen over mig på Super16. Han arbejder på en spillefilm, som jeg meget håber, han får støtte til at realisere. Der er så få filmskabere herhjemme, der ikke bare laver dramaer om forholdet mellem mennesker. Han er så begavet, at han kan tage fat i nogle meget større tematikker.