Det er fristende at erstatte ”nymfoman” med ”kunstner” og læse Nymphomaniac som Triers poetik. Men den er også legesyg, poetisk og vis. Og så har den Triers måske bedste scene nogensinde.

De formidable Dardenne-brødre bruger deres minimalisme til at skabe en kvælende fornemmelse af tiltagende fare i nervepirrende immigrationsdrama.

Landskabet er selve menneskelivet i en vidunderligt smuk film, der udfolder en tragisk kærlighedshistorie i Alperne under Anden Verdenskrig.