”Mine film er i det store hele uden betydning”

Han var med til at lancere Riget Exodus i 2022. Året efter lagde han på sin Instagram-datingprofil en stikpille til statsminister Mette Frederiksen og hendes posering med Zelenskyj i et F-16-fly: ”Russians Lives Matter Also!”

Det udløste en mindre shitstorm, og så var Lars von Trier tilbage i rollen som provokatør – den Rasmus Modsat, som vores konsensussøgende, lille land har så meget brug for.

Derefter blev der bekymrende stille om landets største instruktør. Han havde fået Parkinsons sygdom, og i 2025 kom den triste nyhed om, at han var flyttet på plejehjemmet Bredebo i Lyngby.

Hans trofaste producermakker og ven, Peter Aalbæk Jensen, kunne dog over for Ekko berolige med, at instruktøren fortsat arbejdede på sin angiveligt sidste spillefilm, After, der handler om livet efter døden.

Der var forlydender om, at filmen ville få verdenspremiere på årets Cannes-festival i maj, men sådan gik det som bekendt ikke.

Skæbnesvangert held
Nu er han i stedet tilbage i en 23 minutter lang video, som Willumsens Museum har fået produceret til udstillingen På hvis skuldre. Trier agerer ”amatørkurator” med en imponerende samling af værker, der har inspireret ham i hans tidlige, formative år.

Og selv om han tydeligvis er mærket af sygdommen, er det stadig i glimt den gamle Trier, der kigger frem – med sin desillusionerede, hudløst ærlige tone og en melankolsk, masochistisk selvironi som fast følgesvend.

”Hvad det ikke har i kunstnerisk format, har det i dramatisk format,” siger han om sit store selvportræt fra 1975, På vej til Zarathustra, da det pakkes ud i Nationalmuseets Bevaringsafdeling i Brede.

Han søgte ind på Kunstakademiet med billedet.

”Men det skulle de fandeme ikke have noget af. Og så sagde de, at jeg burde søge ind på Filmskolen. Så tænkte jeg: Øv,” fortæller han, mens man uvægerligt tænker, at det afslag endte som et skæbnesvangert held for dansk film.

Svært ved at begejstres
Trier, der for nyligt fyldte 70 år, går rundt i sin gamle have i Brede og snakker med datteren Agnes, der også har uddannet sig til instruktør på Filmskolen og har filmen Heks på Ekko Shortlist.

”Jeg kan huske, at det var en småtteopgave engang … at klippe hæk,” siger Agnes med henvisning til den senere skandaleramte praktikordning på selskabet Zentropa.

”Det var Peter Aalbæk, der fik mig til det,” svarer han tørt.

Der er en særlig poesi i Emil Aagaards billeder, som står i grum kontrast til indholdet, da datteren spørger, hvordan faren har det.

”Jeg har det fryg… jeg har det skide dårligt. Jeg er angst ad helvedes til. Jeg har en sygdom, som jeg ikke ønsker for min værste fjende. Så derfor har jeg svært ved at begejstres,” svarer Lars von Trier.

Datteren vil vide, hvad faren efterlader, når han ikke længere er iblandt os.

”Jeg har nogle film, som jeg holder af. Og dem vil jeg selvfølgelig gerne efterlade. Men i det store og hele … med smerten og træerne, der smider deres sæd på jorden, har det jo ingen betydning.”

Den evige outsider
Lars von Trier voksede op i Lyngby. Hans mor Inger Høst arbejdede i Socialministeriet og havde forbindelse til den venstreorienterede forfatter Hans Scherfig.

”Scherfig gav mig en skildpadde, som hed Bosse. Når man satte den ud om morgenen, så kravlede den gennem hele haven. Om aftenen tog vi den indenfor. Og næste dag gjorde den det samme igen. Det var en OCD-padde,” fortæller han.

Men selv om Trier blev født ind i et veluddannet og kulturelt privilegeret miljø, fornemmer man tydeligt, at han altid har følt sig som en outsider.

Scherfigs kone, billedkunstneren Elisabeth Karlinsky, brød sig ikke om hans malerier, og kunstmaleren Per Kirkeby gav ham et kontant svar på en af hans tidlige film.

”Jeg fandt din insisteren på resultater – på at forpligte mig i din sags tjeneste – temmelig trykkende, ja, til slut nærmest pinlig,” oplæser datteren et brev fra Kirkeby, der dengang sad i Filminstituttets bestyrelse, og fortsætter:

”Du demonstrerede det altså ikke, du postulerede det. Hvad der også er helt i orden, blot du selv ved, hvilken ’strategi’ du vil benytte.”

”Røvhul,” siger Trier i dag og griner.

”Der er mange uretfærdigheder, der er blevet begået. Jeg har sikkert begået lige så mange uretfærdigheder mod andre, men det er af en eller anden grund ikke dem, man husker.”

Senere kom de to dog til at arbejde tæt sammen, mest mindeværdigt i Breaking the Waves, hvor Kirkebys digitalt monumentale landskabsbilleder er de poetiske skillelinjer mellem filmens kapitler.

Nudist, ikke nazist
Far og datter kommer vidt omkring i samtalen – fra Carl Th. Dreyer-inspirationen til ”Hitler-stuntet”, der i 2011 gjorde ham til persona non grata ved Cannes-festivalen.

”Det er vigtigt, at man skiller tingene ad,” siger han om arkitekten Albert Speer og instruktøren Leni Riefenstahl, som begge var en del af Hitlers regime, men ifølge Trier også kunstnere i deres egen ret.

”Selvfølgelig er jeg ikke nazist, men altså kommunist og som kuriositet nudist efter min mors første kæreste,” understreger han i udstillingens bog og peger på, at Edvard Munchs billeder – som han selv værdsætter højt – blev betragtet som Entartete Kunst af nazisterne.

I videoen fortæller Trier, at de kunstnere, der indgår i hans kuraterede udstilling på Willumsens Museum, alle er blevet betragtet som idioter i deres samtid.

– Føler du, at folk har set på dig som en idiot? spørger Agnes Trier.

”Ja, det har de jo,” svarer han.

– Men du har jo også opnået ret stor succes!

”Jamen, det tror jeg er, fordi jeg har været idiot. En ting vil jeg i hvert fald sige: Jeg har aldrig lavet en film på grund af indtægten. Jeg har altid lavet den, fordi jeg synes, den skulle være på den måde. Jeg tror på de stædige despoter.”

Fordybelsen
Trods sin uhøjtidelige og springende form får den lille film umærkeligt karakter af en samlet filosoferen over livet og kunsten, selv om det nok i sidste ende bliver Mikael Bertelsen og hans program, der får det sidste ord.

Men her afrunder Lars von Trier selv med at sige:

”Uanset hvad man fordyber sig i, bliver det fantastisk. Det er lige meget, hvad det er for en gren eller videnskab, eller hvad ved jeg. Hvad som helst, som du går virkelig ned i og interesserer dig for, bliver en åbenbaring for dig.”

”Så man skal ikke underkende folks manglende ambitioner. For de har alle sammen et eller andet, som de synes er interessant.”