Interview
02. jan. 2018 | 00:23

Peter Aalbæk: Det var hævn!

Foto | Territorium
I sommeren 2016 stillede Peter Aalbæk Jensen frivilligt op til et forbryderbillede til Ekko-forsiden, der med tanke på producentens skæbne som følge af #MeToo-bevægelsen ligner en selvopfyldende profeti.

”I kvinder må se i øjnene, at I er blevet usympatiske,” siger Peter Aalbæk Jensen i radioprogram, hvor han taler om terroriserende, natlige opkald og kalder Politikens artikler om ham for en banal hævnakt.

Af Claus Christensen og Patricia Smollerup

To danske filmkonger faldt i det forgangne år.

Dagen før sommerferien meddelte direktøren for Det Danske Filminstitut, at han havde fået et nyt job som museumsdirektør. Med ti år på posten havde Henrik Bo Nielsen været den længst siddende direktør, og han stod foran at skulle lave Filminstituttets vigtige oplæg til den kommende, fireårige filmaftale, så opsigelsen kom som en overraskelse.

Henrik Bo Nielsen havde sagt ja til et job som museumsdirektør. I et afskedsinterview med Ekko tog han skarpt afstand fra tonen i filmbranchen, som han kaldte ”hæslig”. 

”De, der råber højst, er nogle lidt ældre herrer med privilegier, de opfatter som meget velfortjente,” sagde den afgående direktør og hentydede blandt andre til Zentropas Peter Aalbæk Jensen, der med videoer og udtalelser i pressen ihærdigt har forsøgt at vælte direktøren.

Henrik Bo Nielsen blev afløst af Filminstituttets vicedirektør, Claus Ladegaard, hvis kone er kulturredaktør på Politiken. Og det blev ironisk nok netop Politiken, der med sin stort opsatte sexchikane-kampagne bragte Peter Aalbæk Jensen til falds.

Den indre svinehund
Fire navngivne kvinder, herunder en konkurrerende filmproducent, beskyldte i Politiken Aalbæk for overgreb af forskellig art. Det fik Arbejdstilsynet til at indlede en undersøgelse af Zentropa, og Aalbæk valgte at gå i frivilligt eksil på sin gård i Herfølge.

Den bramfri producent accepterede en mundkurv, men i Radio24syv-programmet Stille før optagelse sendte han i december måned et signal om, at vi ikke fremover kommer til at se en mere diplomatisk Peter Aalbæk – heller i spørgsmålet om seksuel chikane.

Da værten Iben Tranholm spørger, om der ikke kan være nogen kvinder, der har en politisk agenda, når de stiller sig frem og beskylder magtfulde mænd for sexchikane, svarer Aalbæk:

”Altså i min egen sag er det blevet brugt med en anden hensigt. Det er et forholdsvis banalt hævnmotiv. Så det er klart. Du kan pludselig pakke meget ind.”

”Alle har en lyst til at dukke dem, som er noget. Der er jo en glæde ved at se magtfulde mennesker blive ført ud i politibilen med den der vindjakke over hovedet. Det er topmålet af tilfredsstillelse for den indre svinehund.”

Peter Aalbæk Jensen ville dog ikke uddybe sin beskyldning, men tilføjede, at det sidste ord ikke er blevet sagt om artiklerne i Politiken, som han i programmet sarkastisk kalder for ”Skinhellige Tidende”.

”Jeg skal nok komme ind på, hvad motivet er. Det er jo soleklart fra Skinhellige Tidendes side, skal jeg hilse og sige. Det tager vi ved en anden lejlighed.”

Laver grin med pikken
I programmet, der blev optaget i Peter Aalbæk Jensens hjem i Herfølge, fremhæver værten Iben Tranholm, hvad hun opfatter som et paradoks i debatten.

”Der er alle dem, som sidder og skriver klummer i Politiken om, at sådan skal manden være. Men når han er blevet domesticeret og gjort tam, så smider de ham ud. Kvinder er i vid udstrækning tiltrukket af the bad boy!” siger værten.

”Det ved jeg da mere end nogen andre,” svarer Peter Aalbæk Jensen. ”Og jeg kan love dig for, at jo dummere og mere brovtende og grovere, jeg er, jo mere interessant synes kvinder i mit selskab, at jeg er. Er det ikke mærkeligt?”

– Men er det så ikke et paradoks, at vi får den her bølge med #MeToo?

”Jeg hilste den velkommen, fordi det er min verdensopfattelse, at mennesket har sin frie stemme, og det, at man kæfter op og er i opposition, er en fundamental rettighed.”

– Hvordan kan det være, at #MeToo bliver så følsomt?

”I min verden siger man til og fra, og jeg skal ikke gøre mig klog på, hvordan en kvinde tænker over et klask i røven for tyve år siden. Det er uden for min fatteevne, at en veluddannet, hvid, velbjerget kvinde kan gå rundt og føle sig som et offer. Det forstår jeg simpelthen ikke. Jeg forstår ikke, hvis man har oplevet noget, som overskrider ens grænse, at man så ikke siger det. Det er underligt for mig, at der er blevet en offerrolle for superstærke, økonomisk uafhængige, veluddannede, begavede, skønne kvinder. Hvor kom den fra?”

– Er magtbalancen tippet til kvindernes fordel?

”Det er den. Det er helt almindeligt for mig at sidde i et selskab med mænd og kvinder, hvor på et tidspunkt bliver mandens pik nævnt af kvinder. Hvor lille den er, og hvor lidt den kan. Det er meget underholdende, og så sidder manden med et lille fjoget grin og krymper sig. Og jeg tænker: ’Hold da kæft, hvis vi andre snakkede om kussen, ville vi få en middagsgaffel lige præcis mellem øjnene.’”

”Så der er virkelig kommet et ryk, som I kvinder også må se i øjnene. I er fandeme blevet usympatiske. Det genererer det her had, som ender med et svensk massedrab – jeg kan ikke forestille mig andet.”

Natlige opkald
Peter Aalbæk Jensen mener, at det er kvinder, som bestemmer, hvad der bliver lavet af levende billeder i Danmark. Og han nævner, at samtlige chefer på DR og TV 2 er kvinder.

”Når jeg spørger de kvinder, jeg arbejder med: ’Hvornår har I følt jer allermest undertrykt?’ ved du, hvad de så svarer: ’Når vi møder en kvinde. Når vi møder en kvinde, så bliver vi undertrykt,’” siger Zentropa-producenten.

Iben Tranholm vil vide, hvordan det er lykkedes for kvinderne at få så megen magt.

”I trækker jo offerkortet. Og dér står vi magtesløse, for vi har åbenbart overset, at I har været ofre,” svarer Peter Aalbæk Jensen. ”I har været heftige ofre åbenbart de sidste ti-femten år, uden at vi har set det. Og ergo, så føler manden en skyld. Nogle få gamle orangutanger som mig kæfter op og kræver stadig at få lov til at råbe ukvemsord til julefrokosten. Men de fleste mænd er blevet mere kvinder end kvinderne selv. De fleste mænd agerer jo ved at blive følgagtige. Simpelthen af skræk.”

– Du taler om, at der ulmer den her vrede blandt mændene!

”Ikke hos mig, men jeg kan simpelthen høre, at man ikke kan sige tingene. Man ikke kan stille sig op. Der er nogen, der har fortalt mig om natlige telefonopkald, fordi de har blandet sig i debatten.”

– Så kvinder ringer til dem?

”Kvinder ringer og terroriserer folk, der blander sig i debatten og ikke er 100 procent med i #MeToo-koret. Det er jo ret vildt. Man kan med rette forvente at lægge hovedet i garrotten, hvis man bruger sin grundlovssikrede ret til at ytre sig her.”

– Tror du, at vi kommer til at se en #MeToo-kampagne fra mændenes side også?

”Jeg talte med en kvindelig leder i en medievirksomhed, der sagde, at hun havde en frihed til seksuelle tilnærmelser til de unge mænd i virksomheden, som en mand aldrig havde fået lov til. Men fordi hun var kvinde, blev det accepteret. Vi kommer til at se masser af diskussioner om det her. Det bliver meget mere nuanceret end det stereotype: den fede, gamle direktør og den unge, bange blondine.”

– Men nu snakkede jeg med en journalistkollega, og han sagde, at hvis kvinder godt kan lide at gramse, føler han det ikke krænkende. Han kan faktisk godt lide det! Så er der ikke en forskel på mænd og kvinder?

”Der er da sindssygt mange kvinder, der synes, at det er skønt at få et klask i røven,” siger Peter Aalbæk Jensen og fortsætter:

”Mange af de kvinder, jeg har ansat, de rører jo ikke ved en mand. De bor alene. De er så hårde, at der ikke er nogen mænd, der tør nærme sig dem. Og derfor får de en krammer, et kys og et klask i røven. Så det er jo deres eneste kontakt med et andet køn.”

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko