Ekko: Giv nu Gaza den guldløve!

Så er vi her igen. 

På sidste års filmfestival i Venedig var Kaouther Ben Hanias Hind Rajabs stemme det åbenlyse valg til hovedprisen: en gribende, velfortalt og presserende nødvendig fortælling, der tacklede et af tidens store emne – konflikten mellem Israel og Palæstina. 

I stedet valgte Alexander Paynes jury at give Guldløven til Jim Jarmusch’ Father Mother Sister Brother, en anden virkelig god film. Men prioriteringen føltes nærmest som en politisk markering, og i år står Maggie Gyllenhaals jury i omtrent samme situation. 

I år er festivalens ubetinget bedste film nemlig Yuval Abraham og Rachel Szors NAZA, den eneste dokumentar i hovedkonkurrencen, hvor israelske soldater og efterretningsofficerer nøgternt diskuterer hærens fremgang i Gaza. 

Det er en fremragende og moralsk klarsynet film, som umuligt kan forbigås i tavshed. Den er i øvrigt produceret af instruktøren Jonathan Glazer, der med The Zone of Interest har givet os en nøgle til at forstå de psykologiske mekanismer bag nazisternes folkedrab på Europas jøder. 

Mest politiske festival
Alberto Barbera varslede under festivalens indledende pressemøde, at årets filmprogram ville være politisk. Det har vist sig at holde stik. 

Hovedkonkurrencen har ud over de budt på slukørede CIA-agenter, brødebetyngede krigsforbrydere, hele to film om moralsk blakkede nyhedsmænd, et dugfriskt iransk selvmordsdrama om livet under krigen og en gruopvækkende dokumentar om folkemordet i Gaza. 

Faktisk har der været få film, som ikke har noget presserende at sige om verdenssituationen, hvilket i øvrigt ikke er en kvalitetsmarkør i sig selv. 

I Florian Zellers imødesete Bunker figurerer en tech-oligark, der ønsker sig et rottehul under jorden hellere end at gå pøblen i møde, når den knirkende verdensorden bryder endegyldigt sammen. 

Den film har næsten også gjort sig fortjent til en udmærkelse. Om ikke for merit, så for en gang for alle at gendrive myten om, at længden på applaus ved en verdenspremiere skulle være en gyldig kvalitetsmarkør. 

Seksten minutter blev det til – det næstbedste resultat efter NAZA, der brød verdensrekorden, men som vitterligt også er fremragende. Jeg selv nærmest flygtede fra pressevisningen, så snart Bunker var ovre. 

I år har Venedig taget teten fra Berlinalen som den mest politisk engagerede af de store filmfestivaler. 

Det gør det svært at undgå indtrykket af, at signalpolitik lægger en finger på vægtskålen. For selvom kvalitet selvfølgelig skal veje tungest, er ethvert valg et fravalg af noget andet. 

Jeg misunder ikke juryen den opgave. Især fordi årets hovedkonkurrence har budt på et af de stærkeste felter, Venedig har set i årevis.

Guldløven 

Egentlig er det ret misvisende at sammenligne Yuval Abraham og Rachel Szors dokumentar NAZA med Hind Rajabs stemme.

Den ene film er israelsk, den anden palæstinensisk. Den ene er distanceret og sober, den anden nærgående og patosfyldt. Alligevel har de præcis samme budskab: At Israels fremfærd i Gaza er en skændsel mod enhver form for medmenneskelighed, der for længst er tippet over fra selvforsvar til folkemord. 

At konflikten også er en moralsk ildprøve, som Vesten langt fra har bestået, er et deprimerende faktum, der også indgår i ligningen. 

NAZA er en gruopvækkende gennemgang af systemet bag folkedrabet. Soldater og efterretningsofficerer diskuterer pointsystemer for Hamas-tilknytning, AI-dikterede bombetogter og en destruktionskampagne med det formål at kvæle livsbetingelserne i Gaza. 

Alt er journalistisk velunderbygget og så udførligt og sobert fremlagt, at spørgsmålet om, hvad der sker og hvorfor, ikke længere kan debatteres i andet end ond tro.

Sølvløven

Jurypræsident Maggie Gyllenhaal vil gerne slå et slag for kvindelige instruktører.

Kun to film i hovedkonkurrencen – NAZA og Kvinde ukendt – er instrueret af kvinder. Hvilken stærkere symbolsk markering kunne man ønske sig, end at de tog både Guld- og Sølvløven?

Men May el-Toukhys Kvinde ukendt fortjener en stor pris i sin egen ret. 

Først og fremmest leverer Mathilde Arcel en uovertruffen knugende præstation som den frygtsomme Marie, hvis sociale opstigning i befrielsesdagene kommer i fare, da en gammel bekendt truer med at afsløre hendes forhold til en tysk soldat. 

Men Kvinde ukendt er mere end en fremragende hovedrolle. Det er May el-Toukhy og Maren-Louise Kähnes skarpe manuskript, Jasper Spannings dragende billeder, Sabine Hviids stemningsfulde produktionsdesign og Oskar Skriver og flere andres præcise lydarbejde. 

Idé og eksekvering går op i en højere enhed i en gribende fortælling om oversete kvindeskæbner.

Bedste instruktør 

Der findes mange klichéer om den geniale mandlige auteur, der trods udskiftning på filmholdet sætter sit umiskendelige fingeraftryk på alle sine film.

Jeg fyrede mange af dem af i min anmeldelse af Danny Boyles åbningsfilm, Ink. 

Men det er bare svært at komme udenom, hvor meget denne moralfortælling om sladderavisens komme afspejler instruktørens kinetiske klippestil og forkærlighed for outrerede vinkler og berusende fortællinger om karismatiske mænds op-og-nedture. 

Ink er lige dele Trainspotting og Slumdog Millionaire, tilsat et stænk The Social Network og fuldendt med en velrettet fuckfinger til den reaktionære højrefløjs doula, mediemogulen Rupert Murdoch.

Bedste kvindelige skuespiller

Werner Herzog takkede nej til Cannes for at kunne dyste i Venedig, og selv om jeg ikke spår ham store vinderchancer for den indskydelsesrige Bucking Fastard, kan man ikke komme udenom søstrene Kate og Rooney Maras dobbeltpræstation som Holbrook-søstrene. 

De taler synkront, handler synkront, elsker synkront og er så afhængige af hinanden, at enhver adskillelse er en ulidelig pinsel. Naturalisme vejer ikke tungt i søstrenes spillestil, så ud fra en mere traditionel betragtning kunne prisen lige så let gå til Cho Yeo-jeong for Possible Love eller Alba Rohrwacher for Un bon petit soldat. 

Eller Mathilde Arcel, selvfølgelig! Var der ikke en regel om, at der ikke gives to priser til samme film, med mindre at juryen enstemmigt vedtager der, ville hun selvskrevet. 

Men man spiller de kort, man har på hånden, og her tror jeg på Kate og Mara Rooney, der er så ensartede, at selv små forskelle træder styrende, forstyrrende og stimulerende frem.

Bedste mandlige skuespiller 

John Malkovich giver en formidabel præstation som den terminalsyge og brødebetyngede CIA-lejemorder Chris i Martin McDonaughs komedie, Wild Horse Nine. Han er en mand, der dækker over sin frygt og usikkerhed med speedsnakkende, uhøjtidelig humor, og John Malkovich lader følelsesforvirringen udspille sig lige under overfladen. 

Et par dage virkede det til, at den amerikanske skuespiller havde torpederet sin egen Oscar-kampagne, før den var kommet i gang, ved at annoncere en teaterforestilling i Tel Aviv. Han erklærede endda, hvor henrykt han var over at vende tilbage til Israel. 

De citater viste sig dog at være fabrikeret til lejligheden af et israelsk pr-bureau, og det fik John Malkovich til helt at aflyse besøget.

Bedste manuskript 

Den franske socialrealist Stéphane Brizé (Markedets lov) viser endnu et moralsk menneske klemt af postkapitalismens krav til selvopofrelse i Un bon petit soldat, der betyder ”den gode lille soldat”. 

Alba Rohrwacher spiller Carla, der er nyansat i et stort forsikringsselskab i en rolle et sted mellem pr og HR. 

Hun forsøger at skildre selskabet i det bedst mulige lys i en reklamevideo, der kan hverve friske unge rekrutter til et kværnende arbejdsliv. Samtidig må hun også løse en møgsag om en effektiv manager, der overfuser en sløv ansat med voksen-skældud. 

Hvad vejer tungest, profit eller trivsel? Tilsat en konflikt i det private er det en veldrejet og medrivende fortælling – og bid endelig mærke i det kvindefornedrende ”petit” i filmens titel.

Juryens specialpris 

Otte år efter Burning vender den sydkoreanske instruktør Lee Chang-dong tilbage med endnu gordisk knude af et psykologisk drama om forholdet mellem toppen og bunden af sit hjemlands samfund. 

Filmen handler om en afskediget svejser og hans hustru, en fashionabel dokumentarinstruktør og hendes ultrarige mand. To par i hver sin ende af den socioøkonomiske skala spejler og nærmer sig hinanden i en tålmodigt fortalt historie, hvis knuder og krøller aflejres lag for lag over to og en halv time, indtil trådene samles i en gribende tredje akt. 

Kan top og bund nærme sig hinanden? Titlen er et åbent spørgsmål, som filmen komplicerer undervejs. Netflix har betalt for gildet, men om Possible Love når til danske biografer, er endnu uafklaret.