Velfærdssamfundet er brudt sammen

I See Buildings Fall Like Lightning har allerede vundet priser i begge de konkurrencer, den er har deltaget i.

Først publikumsprisen i parallelkonkurrencen Quinzaine des cinéastes og dernæst en sølvpræmie i den uofficielle Palm Dog-konkurrence.

I See Buildings Fall Like Ligthning er købt hjem til Danmark af Angel Films, og som Ekkos chefredaktør påpeger, burde 61-årige Clio Barnard efterhånden være rykket et par filmdivisoner op i Cannes-hierarkiet.

Den engelske instruktør har tidligere imponeret med de socialrealistiske dramaer The Arbor, The Selfish Giant og Ali & Ava, hvor de to sidste også blev vist i Quinzaine des cinéastes.

– Er du skuffet over at spille i Quinzaine des cinéastes? Din film kunne sagtens have spillet i hovedkonkurrencen!

”Vil du ikke nok sige det til dem?” spørger Clio Barnard og griner, da vi mødes til et gruppeinterview på stranden foran Théâtre Croisette, hvor filmen aftenen forinden havde verdenspremiere til tordnende applaus.

”Jeg ville da elske at blive udtaget hovedkonkurrencen, for det spotlight betyder virkelig noget, når man skal lancere sin film. Men jeg er også vild med den korpsånd, man møder i Quinzaine des cinéastes.”

Nissen flytter med
Filmen, der er baseret på en roman af Keiran Goddard, tager temperaturen på Birminghams unge arbejderklasse.

Vi starter til en løssluppen 30-årsfest på pub, hvor en gruppe barndomsvenner drikker pints, danser til The Streets og tager videre i byen for at glemme hverdagen.

Men nissen flytter med.

På toilettet tager fødselsdagsbarnet Oli heroin, Shiv stopper næsen ved baren, og Connor kommer næsten op at slås med andre bargæster, der er lige så frustrerede som han selv.

”Der er en replik i bogen, som var virkelig betydningsfuld for mig: ’I aften går vi linen ud, og i aften vil ingen falde.’ Men vi ved, at nogen vil vælte,” fortæller Clio Barnard.

Den entreprenante Rian har scoret en formue efter at have vekslet sin fars arv til en indsats i Londons børskasino, men hans liv i hovedstaden er sterilt og koldt sammenlignet med det arbejdersammenhold, han voksede op med.

Da han begynder at date en kvinde fra overklassen, mærker han klasseforskellen som en kile imellem dem. Den vokser sig større, indtil hun forlader ham, og han føler sig slået tilbage til start.

”Rian tjener penge, men han bevæger sig ikke bort fra sin socialklasse. Og i sidste ende vil han gerne vende tilbage til det miljø, han voksede op i,” fortæller Clio Barnard.

Et andet yderpunkt er Pat, der trods en universitetsuddannelse er endt som madbud med to små børn og en hjemmegående hustru at forsørge. I en central scene fortæller han frustreret, hvordan velfærdssamfundets løfte om, at hårdt arbejde i det mindste giver stabilitet og sikkerhed, aldrig bliver indfriet.

”Patricks uddannelse blev ikke en billet væk. Der er en idé om, at vejen ud er at rejse bort. Det er en meget trist forestilling, for det indebærer at forlade et fællesskab af mennesker, han elsker, og som elsker ham.”

”Tanken om, at man er nødt til at rejse væk for at lykkes i livet, er fucked up. Men det er virkelig udbredt i vores kultur,” siger Clio Barnard.

Generation på en knivsæg
Filmens centrale billede er en slagkraftig metafor for måden, hvorpå det britiske samfund har brudt den sociale kontrakt, man engang tog for givet.

Betonhøjhuse eksploderer, én etage ad gangen, indtil hele bygningen styrter i grus.

Hellere end at renovere de brutalistiske, almene boligbyggerier, der efter Anden Verdenskrig blev opført overalt i landet, rev Tony Blairs regering dem ned med et halvhjertet løfte om at erstatte dem med noget bedre.

Det er et løfte, som briterne stadig venter på at se indfriet. Og mens nyt spekulationsbyggeri blomstrede op landet over, blev de tilbageværende almene boliger forsømt.

Det førte i 2017 til branden i Grenfell-tårnet i London, hvor facadebeklædningen brød i brand, og 72 mennesker omkom.

Den virkelige tragedie nævnes flere gange i filmens romanforlæg, men i filmatiseringen blev referencen udeladt i klipperummet – af respekt for ofrene, forklarer Clio Barnard. Men ulykken lurer i baggrunden som et eksempel på den forsømmelse og ligegyldighed, vennerne fra arbejderklassen møder fra omverdenen.

”Filmens spænding kommer fra den samme skrøbelighed som de væltende højhuse. Til trods for deres bedste intentioner lever vennerne meget usikre tilværelser, og man har fornemmelsen af, at nogen vil bukke under,” forklarer Clio Barnard.

”Unge mennesker føler, at de må balancere på en knivsæg. Leveomkostningerne bare stiger og stiger, og det er en krise, som lægger et massivt pres på almindelige menneskers dagligdag.”

Folks liv er skrøbelige
Clio Barnard nævner den britiske arbejdsmarkedssociolog Guy Standing, der ser bort fra gamle klasseskel og inddeler samfundet i tre grupper.

Et prekariat, hvor man lever en skrøbelig tilværelse én lønning ad gangen. Et salariat, hvor arbejdet er fast og indtjeningen pålidelig. Og så den ene procent af befolkningen, der ikke behøver bekymre sig om penge.

”Selv når jeg taler med journalister til de her interviews, kan jeg mærke, at folks liv er skrøbelige. Det er svært at få fast arbejde, og man er nødt til at have mange forskellige jobs bare for at få tag over hovedet.”

”Jeg har venner, som i gamle dage ville have været del af middelklassen. De har været skolelærere og sundhedsarbejdere hele livet, og de kæmper sig gennem dagligdagen og går ned med stress. De leverer jo et offentligt gode, og vi burde støtte dem, men verden er fuldkommen af lave.”

”Vi bliver alle sammen snydt, og vi er nødt til at genfinde vores solidaritet på tværs af klasseskel,” lyder det fra Clio Barnard.

Udviklingen har været længe undervejs, men ifølge Clio Barnard går den hurtigere og hurtigere.

”Da jeg lavede The Arbor, var de konservative netop kommet i regering, og siden har vi set de katastrofale konsekvenser af offentlige nedskæringer.”

Til fødselsdagsfesten mindes Patrick biblioteksbussen, der åbnede hans verden op, da de var børn. Ligesom ungdomsklubben i The Selfish Giant gav filmens to trettenårige noget at lave og mennesker at møde.

”Skærer man den slags væk, afskærer man folk fra livslinjer og muligheder. Det koster ikke meget, men den samme idé er gyldig for rigtigt mange ting: offentlig sundhedssikring, offentlig uddannelse eller transport, alle de basisting, vi skal bruge for at klare os som mennesker.”

Kampen for fremtiden
Clio Barnard begræder den gradvise afvikling af den britiske velfærdsstat. Men hun hæfter sig ved, at arbejderklassen har sine filmiske forkæmpere i form af en lang og stolt tradition for socialrealisme.

Clio Barnard fører genren tilbage til dokumentarfilmens far John Grierson over italiensk socialrealisme og til Mike Leigh og Ken Loach via et diskussionslystent BBC, som tog sine public service-forpligtelser alvorligt.

Hun er fortrøstningsfuld over, at hun ikke er den eneste, der holder traditionen i hævd. Og fremhæver Laura Carreiras film On Falling, som er produceret af 16 Films, der også stod bag Ken Loach’ senere værker. Filmen handler om en portugisisk immigrantarbejder i Skotland.

”Vi har en stærk tradition for socialrealisme i Storbritannien, og det er vigtigt at værne om. Der er den slags film, jeg elsker, og som jeg selv laver. Og de bliver mere nødvendige desto mere polariserede, folk bliver.”

Clio Barnard sukker.

Der er noget tragikomisk over at tale om desperationen på bunden af samfundet på en strand på den franske riviera, hvor den ene luksusyacht efter den anden ligger for anker i bugten bag os.

”Der er en underlig dissonans i branchen, som er forstærket her i Cannes. Men vi er nødt til bare at lave larm og blive ved at vise Ken Loach-film på stranden. Vi er nødt til at kæmpe for fremtiden.”