Rene ord

Bloggen er udtryk for skribentens egne holdninger og opfattelser.

26. apr. 2019 | 17:46

Cirkus Cannes

Foto | René Fredensborg
Kritikerne står i alenlange køer under Cannes-festivalen i håbet om at komme ind og se periferiske film inden for filmkunsten.

Maj er for mig den måned, hvor en særlig dansk delegation af transportable rejseludere for alvor springer ud og skyder op som små, malplacerede mælkebøtter blandt ranke, franske tulipaner. Det er mig en gåde, hvorfor jeg på en gang elsker og hader dette forunderlige rendezvous, men jeg vil prøve at forklare.

Som dansk kulturjournalist lærer man hurtigt at gå ned på alle fire for filmindustrien. Man skriver forherligende portrætter om branchens mest betydningsfulde aktører, man giver gerne gode filmbekendte en ekstra stjerne, når tre ser ud af for lidt, og ikke mindst danner de ældre og mest erfarne kliker og hierarkier for at holde de unge og uvidende ude.

Ingen bør naturligvis kunne bevidne, hvordan pressen til dagligt er sovset ind i branchen. Og her kommer netop det årlige Cannes’ke gruppeknald ind i billedet. For det er ikke alene svært at skjule, men også nærmest umuligt at døje synet af.

Forestil dig, at mere end 4000 åh så internationale og meget vigtige filmjournalister møver rundt i det overpriste Cannes for at dække stort og småt (mest småt) i festivalens uoverskuelige forårskatalog af periferiske film. For en true filmnørd er højdepunktet at håndplukke det mest arty farty i buketten – oftest den samme titel, som alle de andre, der har gået på filmhistorisk klogeskole.

De mere letbenede filmskribenter – B.T. og Ekstra Bladet for eksempel – drømmer om et møde med en cool Hollywood-celebrity. Hvilket betyder, at man får femten forfjamskede minutter til et såkaldt rundbords-interview, hvor man deler spørgetid med et spansk sladderblad, en finsk frisørpamflet og en plæderet rullekrave fra et finere fransk filmmedie. Det er der aldrig nogensinde kommet noget interessant ud af, men de savler og logrer i al evighed, de rundmavede og kulørte nyhedshunde.

Filmfestivalen i Cannes er et hundeslagsmål om at skaffe sig mest mulig opmærksomhed på andres bekostning.

Da jeg i en årrække havde en tvivlsom karriere som udsendt filmskribent, var det mest dagens sol og nattens fester, der trak. Det indrømmer jeg gerne. Der er typisk kun ganske få danske film på programmet, og alligevel er man i den danske medieverden overbevist om, at det er overordentligt vigtigt at være til stede med klaphat og fadbamseskum. Mange har sikkert spildt sin tid på interviews med koryfæhoveder som Lars von Trier eller Nicolas Winding Refn, der hellere vil tale med Varietys stjernereportere end at blive tilbedt af os rygklappere fra det provinsielle bagland.

Jeg forstår dem godt. Jeg forstår Trier, ligesom han forstår Hitler. Man må tage det onde med det gode. Vi kan jo lige så godt mødes på hjemmebanen og så ellers bare drikke os fra sans og samling, når vi nu er dernede i varmen.

Mit speciale blev derfor at liste mig ind til flest mulige fester, springe over hegn og kravle under teltduge. Alt sammen for at få bevist, at filmbranchens mest uopnåelige selskaber ikke er umagen værd. Du får ikke en ærlig skål og en dybere samtale, før du selv laver noget, der ligner kunst.

Journalisten er og vil altid være en snylter og en nyttig idiot for filmindustrien. Og hvad værre er: Det er pressen, der udgør kulissen og staffagen i dette årlige stykke totalteater. Uden mediedækning og de tusindvis af blitzende kameraer ville Cannes fremstå som en omvendt Kejserens Nye Klæder. Uden publikum og klapsalver ville en feteret filmdiva hverken være feteret, diva eller noget ved filmen.

En kvindelig journalist, som stod mig nær, skulle interviewe Thomas Vinterberg. Han indledte med at spørge: ”Har du ikke mødt mig før?” Som var han kongen selv. Vi har grint meget af den replik. Hvor ellers end i filmbranchen kan man slippe af sted med den slags?

Filmjournalister finder sig i at være underdogs. De står i kø i timevis uden for biografer for at tilkæmpe sig et sæde fra en af de mange branche-VIP’er, der måske ikke dukker op. De tænder mikrofonen på kommando og lader sig ydmyge af branchens ofte selvovervurderende stjerner. De accepterer rollen som mælende får, for de får jo en slags miniferie i biografen plus en drukfest sat i scene af den filmbranche, vi som journalister ellers burde holde ud i strakt arm.

Især i tilfældet Danmark, hvor skatteborgerne som bekendt oftest er med til at betale gildet via filmstøtten.

4000 akkrediterede til en filmfestival? Det siger ikke så lidt om mediernes fokus. Sidste år var der 550 journalister til verdens største nyhedskonference ved navn News Xchange, hvor man diskuterer mediernes rolle og ansvar i en stadig mere nyhedståget tid. Langt færre tog til Women Deliever, verdens største globale konference om kvinders sundhed og rettigheder.

Gad vide, om der egentlig blev sendt bare halvt så mange journalister af sted til sidste klima-topmøde? Jeg tvivler stærkt, men måske var det for at spare CO2. Hvorfor jeg i øvrigt går rundt og mener, at den klimahysteriske avis Politiken skal se til, at Kim Skotte cykler hele vejen til Cannes, når han nu atter skal ned og sende vidtløftige tankestreger hjem fra Croisetten. Gab!

Man skal kun lege med et par bogstaver for, at filmproduktion bliver til filmprostitution, og som dansk journalist starter festen altid med fri fredagsbar på den såkaldt skandinaviske terrasse. Filminstituttet betaler. Altså dig!

Her kan man nyde kolde drinks og den svalende brise fra Middelhavet, mens man får chancen for at se ned på alle de andre scoopsøgende mediemennesker, der spankulerer rundt med blege ben i selvhøjtidelige ansigtsfolder på byens nok så berømte promenade. Ingen filmjournalister ligner de karismatiske filmstjerner, de lever og ånder for. Det er nemt at se forskel, og for mig har de altid lignet en flok kedeligt pikmundede groupies m/k – bare uden adgang til backstage.

Jeg er helt med på, at der ud af de 4000 halvskaldede filmanmeldere findes eksempler på folk, der kan nøjes med at få den op at stå meget tidligt op morgenen, når de halser ned for at stå i kø til Adèles liv, der jo vandt Guldpalmen, fordi den formåede at være lesbisk porno forklædt som kunst. Mon ikke, at der samlet set var flere journalister, der så den film på Cannes-festivalen end helt almindelige danskere, da den langt om længe kom i biografen herhjemme.

Så hellere være hoppet i Zentropa-poolen sammen med en splitternøgen Christian Monggaard og ligesom ham lade sig kemisk rense for kritisk sans.

De røg alle sammen med i syndefaldet, da Ålen i tidernes morgen udlovede entré til Dancer in the Dark-efterfesten for dem, der ville springe nøgne i vandet. Information, Ekstra Bladet, Politiken, de ville alle med. Det er mange år siden nu, men det er stadig det absolutte lavpunkt i dansk filmjournalistik, og det foregår på sin vis stadig. Pressen lader sig bespise og befordre og besudle af filmbosserne og deres sleske pr-assistenter.

Peter Aalbæk har selv sagt det: Hvis man ikke er med ham, er man imod ham. Og så er man ude. Tydeligst i Cannes, hvor man så ikke får lov at komme til middag og fri bar i Zentropa-villaen og i øvrigt stiltiende se til, når der er god, gammeldaws #MeToo på programmet.

De danske filmjournalister er en ynk.

Det var jeg også, da jeg desillusioneret gav op og sammen med en portugisisk producer holdt op med at skrive hjem og i stedet party-crashede røde løbere og hemmelige fester, thi hun var fucking connected. Jeg betalte med en halvstiv pik og en hel del stærk pot, sidstnævnte indsmuglet af mig selv.

Og guess what?

Der var tomt på den anden side af VIP-afspærringen. Da jeg endelig fik en fod indenfor den ellers så uopnåelige dør, fremstod festen komplet ligegyldig. Tarantino dér, Gus Van Sant dér, Brad Pitt et sted i mængden. Who cares?

Det eneste, der endte med at betyde noget, var den søde portugisiske pige, jeg mødte det år, smuk som sit navn: Julita. Det var hende og mig. Som i en film.

Det er den drøm, Cannes bygger på – og intet andet. Øjeblikkets forelskelse, en lidenskabelig timeout.

Der er selvfølgelig ægte passionerede mennesker i kulissen bygget på fup, fake og forstilthed. Men den samlede danske verdenspresse behøver altså ikke rejse til de lange tulipaners land. Bliv da hjemme, hjælp klimaet og lad filmbranchen have sit forpulede spejlkabinet i fred!

Kommentarer

René Fredensborg

 

René Fredensborg er født 1972 i Vamdrup.

Uddannet fra Danmarks Journalisthøjskole i 2001 og derefter ansat på gratisavisen Urban.

I 2004 vært på DR2-satireprogrammet Den halve sandhed, hvor han lavede happenings såsom at genbesætte Christiania.

Ansat på Nyhedsavisen fra 2006 til lukningen i 2008.

Samme år startede han på Ekko og skabte straks debat med sin gonzojournalistik.

Fra 2011 til 2018 vært på Radio24syv, hvor han var med til at udvikle kulturprogrammet AK24syv.

Vil som blogger have et særligt blik for dobbeltmoral og hykleri i film- og mediebranchen.

© Filmmagasinet Ekko