”Hvordan kan vi gøre det lettere for kvinder?”

”Jeg så faktisk slet ikke Kvinde ukendt. Jeg så bare, at den var instrueret af en kvinde, så selvfølgelig skulle den have Guldløven.” 

Den amerikanske jurypræsident, skuespiller og instruktør Maggie Gyllenhaal finder stenansigtet frem, da hun til juryens pressekonference som det første bliver spurgt, hvorfor hun valgte May el-Toukhys film som dette års hovedvinder i Venedig. 

Det er en vittighed, som går på hendes udtalelser til festivalens indledende pressemøde. 

Her talte hun om den graverende mangel på kvindelige instruktører i årets konkurrenceprogram og stillede spørgsmålstegn ved, om gatekeepere i branchen rigtigt forstår sig på film, der beskæftiger sig med kvinders liv. 

Men oven på aftenens prisuddeling er hun ikke ivrig efter igen at åbne op for den diskussion. 

”Jeg er træt af at tale om det samme emne igen og igen. Lad os bare fejre en genialt lavet film, der rammer som en laserstråle,” sagde hun om Kvinde ukendt. 

Tilsidesætter regel
Det har været en vild aften. 

Ikke nok med, at en dansk film for første gang i 71 år – siden Carl Th. Dreyers Ordet i 1955 – har vundet Guldløven. Det er også kun sjette gang nogensinde, at juryen har tilsidesat den ellers fasttømrede regel om, at én film ikke kan vinde to priser. 

Det kan den, viser det sig. Men kun hvis hele juryen er enige, og denne gang kunne alle tydeligvis se det samme lys i Mathilde Arcels store hovedrollepræstation. 

”Vi besluttede os for enstemmigt at give prisen til Mathilde, som – lad mig bare sige det, så hele pressen hører det – kommer til at blæse os bagover.” 

Det tror jeg på, og Ekkos jury var inde på det samme for fire år siden, da man gav Arcel prisen for bedste kvindelige skuespiller ved Ekko Shortlist Awards og kaldte hendes præstation i Hvis du vidste for en af de største i en dansk kortfilm nogensinde. 

Så her i Venedig giver jeg et lille klap, og hele salen følger efter. 

Flere kvinder, tak!
May el-Toukhy stråler, da hun sætter sig til rette midt for vinderbordet med Mathilde Arcel til venstre. 

Den ene med den bevingede fabelløve i guld, den anden med en guldpokal, der er fire gange større. 

Den nykårede stjerneinstruktør er så høj over prisen, at hendes smil dårligt nok falmer, da en journalist fra Deadline refererer, at hendes kolleger havde spået hende lave vinderchancer. 

”Det har jeg ikke læst – heldigvis!” parerer May el-Toukhy let. 

”Men jeg vil sige, at i ugerne op til, at vi fik det endelige svar fra Venedig om, hvorvidt vi ville være med i konkurrencen, lå vi langt, langt nede i forudsigelserne. Af 40 film var vi nummer 39 hver gang. Så jeg er efterhånden ret vant til det.” 

”Når jeg så de lister, var vi fire kvinder, og jeg følte, at jeg var nødt til at konkurrere med kvinderne og ikke med mine mandlige kolleger. Det er et systemisk problem, som vi alle bør tænke over.” 

Instruktør May el-Toukhy poserer med Guldløven, mens skuespiller Mathilde Arcel ser ud, som om hun lige har vundet Wimbledon med sin store pokal (foto: Niels Jakob Kyhl Jørgensen).

Hun kommer med en opfordring og et opråb: ”Journalister, medierne, mine mandlige kolleger: Hvordan kan vi gøre det lettere for kvinder at blive en del af denne industri?” 

”Også fordi, jeg oprigtigt ikke føler, at der er nogen blandt mine mandlige kolleger, som ikke er interesserede i at have kvinder i industrien.” 

”Alligevel er der strukturer på plads, som vi ikke har fundet en måde at løse. Så det overrasker mig ikke, at folk siger: ’Nå, fik hun den?’ For det er bare en del af hverdagen som kvinde i den her branche.” 

Føles surrealistisk
Venedig er heldigvis ikke hverdag. Oven på en verdenspremiere med en teknisk fejl må aftenens prishøst siges at være en genoprejsning af dimensioner, og begge kvinder ser ud til at kunne sole sig i en succes, der er ganske få forundt. 

I Sala Grande var Mathilde Arcel på scenen rørt til tårer, og hun er stadig bevæget her et par timer efter. 

”Jeg havde aldrig troet i mine vildeste drømme, at jeg ville opleve noget som det her – det føles surrealistisk! Og jeg er ekstremt glad for, at det lykkedes med denne film, med May, og med så vigtig en historie. Jo lettere min næste rolle, desto bedre!” 

”Jeg er bare fuld af glæde og af oplevelsen med at være her i Venedig. Jeg tror, det var Emma Thompson, som på en festival som den her sagde: ’Der kommer en tid, hvor man bare skal tage ud og finde et træ at bo i.’ Jeg er vist ikke helt nået dertil, for jeg vil bare gerne blive ved at arbejde og forhåbentlig møde nogle nye kunstnere at arbejde sammen med.” 

”Så må vi se, hvad fremtiden bringer. Måske ligefrem en rolle i Barnaby – det ville da være utroligt!” siger hun med reference til sin yndlingsserie, som hun har bejlet til, men som ikke engang tilbød hende en statistrolle.

Det vil de måske nu.