Den filmiske flirt
”Et forelsket kamera kan åbne et menneskes tanker på en mere interessant måde end stikkende journalistik eller fluen-på-væggen-metoden.” Sebastian Cordes og Lydmor om at lave en dokumentar og samtidig være forelskede.
”Et forelsket kamera kan åbne et menneskes tanker på en mere interessant måde end stikkende journalistik eller fluen-på-væggen-metoden.” Sebastian Cordes og Lydmor om at lave en dokumentar og samtidig være forelskede.
”Jeg instruerer dokumentarfilm. Det er det, jeg gør. Jeg arbejder i en verden, hvor mange ser skævt til folk, der omgås sandheden, som om den var deres egen. Men sådan én er jeg. Jeg er en af dem, der tror, at sandheden er min.”
”Pis og lort, Ditte. Meget uprofessionelt. Er jeg et dårligt menneske? Det håber jeg ikke.” Med citater fra sin dagbog fortæller Ditte Haarløv Johnsen om den usædvanlige tilblivelse af Hjemløs. Filmen går meget tæt på tre hjemløse grønlænderes liv, som hun undervejs selv bliver hvirvlet ind i.
”Jeg instruerer dokumentarfilm. Det er det, jeg gør. Jeg arbejder i en verden, hvor mange ser skævt til folk, der omgås sandheden, som om den var deres egen. Men sådan én er jeg. Jeg er en af dem, der tror, at sandheden er min.”
Soldater fortæller i radioprogram, at de føler sig forrådt af instruktøren bag Armadillo. Janus Metz mener, at Talibans sejr i Afghanistan bekræfter filmens kritik af krigen.
Efter tv-premiere bliver den anmelderroste dokumentar Kandis for livet kritiseret for at være iscenesat. DR undskylder, mens instruktøren står på sin ret til kunstnerisk bearbejdning.
”Jeg er imod tanken om mesterlære,” siger Alexander Lind, der er ledende dokumentarlærer på Den Danske Filmskole og aktuel med den retspsykiatriske portrætfilm Trine on Fire.
Filmskolens dimitterende dokumentarister håber fortsat på fri kunst i en akademisk omstillingstid. Én efterlyser, at uddannelsen åbner sig mod filmbranchen.
Dokumentargenren kan både give stof til eftertanke og underholde. Vi anbefaler fem film af danske instruktører, der gør begge dele på et højt niveau.
Snart 70-årige Jon Bang Carlsen reflekterer over livet og filmkunsten i et essay om sine fire årtiers møder med drømmenes by Los Angeles.