Far må ikke græde
Kunsten at græde i kor er vellykket på sine egne præmisser, men er det en god filmatisering? Klaus Rifbjerg hæfter sig ved en skavank ved dansk film.
Kunsten at græde i kor er vellykket på sine egne præmisser, men er det en god filmatisering? Klaus Rifbjerg hæfter sig ved en skavank ved dansk film.
Han hører til blandt kredsen af ekstravagante, overskridende og provokerende individualister, hvis mest interessante bedrifter handler om penge: Hvordan man tjener dem, bruger dem — og undgår at betale dem i skat. Klaus Riskær Pedersen er hovedperson i Christoffer Boes nye dokumentarfilm.
Nicolas Winding Refn er aktuel med en film om Englands mest berygtede fange, Bronson. Refn interesserer sig ikke for psykopater, men hvorfor er hans film så befolket af forbrydere, voldsmænd, gangster, pushere, alfonser og andre tvivlsomme typer fra underverdenen?
Ekko har taget verdens største filmpsykopat, Dr. Hannibal ”the Cannibal” Lecter, med til psykiater Dorte Sestoft, der har interviewet hundredevis af psykisk syge kriminelle.
I 1981 dræbte og spiste Issei Sagawa sin veninde. Det blev hans livs scoop og den essentielle byggesten i en provokerende kunstnerkarriere.
A Clockwork Orange fra 1971 er film historiens mest foruroligende psykopatportræt. Sex, vold og sang går op i en højere enhed. Klaus Rifbjerg har genset filmen og fundet den paradoksale varme i ultravoldsmanden Alex.
I fiktionen nytter det ikke noget med bløde, runde og facetterede personer. Ifølge manuskriptguru Mogens Rukov drives den dramatiske karakter frem af sin indre psykopats insisterende energi.
Ungdomsfilmen har med storhedstiden i 70’erne og 80’erne fået en ikonisk status i dansk film. I dag forvaltes genren enten som folkekomedie eller pligtskyldig problemdebat. Måske kunne talenterne og pengene bruges bedre.
Arven fra 1970’erne skulle rystes, og den skælvende eksistens sættes på spidsen. Nogenlunde sådan lød svaret, da Mette Damgaard-Sørensen som nyansat filmkonsulent blev spurgt: Hvad er ungdomsfilm?
Danmark har mistet sin uskyld som krigsførende nation, mener instruktør Janus Metz, der igennem et halvt år har været embedded ved fronten i Helmand-provinsen i Afghanistan. Nu er lige nu ved at klippe sin film – Armadillo – der forsøger at skildre soldaternes fællesskab og følsomme sider over for krigens kyniske mekanismer.