Nyhed
25. maj 2018 | 19:58

Harvey Weinstein er blevet anholdt

Foto | AP
Harvey Weinstein mødte fredag morgen amerikansk tid op på en politistation i New York, hvor han blev anholdt og sigtet for en række lovovertrædelser.

Den amerikanske producent er officielt blevet sigtet for voldtægt af to kvinder og stillet over for adskillige andre tiltalepunkter.

Af Nicki Bruun

Den 5. oktober 2017 kom historien i New York Times, der blev begyndelsen på Harvey Weinsteins meget lange fald fra filmmagtens tinder. 

Den førende producent og distributør blev i artiklen anklaget for at have begået overgreb på en række kvinder og betalt mindst otte for ikke at sige noget om det. Siden kom en artikel af Ronan Farrow i The New Yorker, hvor tretten kvinder ligeledes kom med anklager, og efterfølgende er utroligt mange fulgt efter. 

I dag er Harvey Weinstein blevet anholdt af politiet i New York, efter han i morges amerikansk tid har meldt sig selv på en politistation på Manhattan. 

Det skriver flere amerikanske medier, der melder, at Weinstein troppede op på politistationen klokken 7.30. Da klokken nærmede sig 9.00, blev han ført væk i håndjern. 

”Harvey Weinstein er blevet anholdt og sigtet for forhold involverende to forskellige kvinder. Politiet i New York takker disse modige overlevere for deres mod til at stå frem og søge retfærdighed,” skriver politiet i en pressemeddelelse. 

Fare for flugt
De to kvinder, som Harvey Weinstein er blevet sigtet for at have voldtaget, er ifølge amerikanske medier den forhenværende skuespiller Lucia Evans og en endnu ikke identificeret kvinde. 

Lucia Evans stod frem i artiklen fra The New Yorker, der kom fem dage efter historien i New York Times. Hun fortalte, at Weinstein havde tvunget hende til oralsex under en audition i New York. 

Hun er en af mere end 80 kvinder, der ifølge branchemediet Variety har stået offentligt frem med anklager mod Harvey Weinstein, siden #MeToo-bevægelsen startede sidste efterår. 

Nu skal Weinstein ifølge branchemediet Deadline fremstilles i en retssal senere i dag, hvor det ventes, at hans kaution sættes til én million dollars, mens han pas bliver inddraget af fare for, at han flygter. 

Også politiet i Los Angeles er i gang med at undersøge anklager mod Harvey Weinstein og sender dem løbende videre til den offentlige anklager. Et ukendt antal kvinder har indgivet søgsmåls mod Weinstein, og de sager må formodes at blive efterforsket i den kommende tid.

Video: Harvey Weinstein ankommer til politistation

© Filmmagasinet Ekko