Nyhed
09. jan. 2018 | 01:16

Oscar-vinder anklages for voldtægt

Foto | HBO Documentary Films
I 2015 deltog Paul Haggis i dokumentaren Scientologys religiøse fængsel, der var et frontalangreb på den kontroversielle religion. Nu er han selv kommet under anklage i forbindelse med #MeToo.

Flere kvinder anklager Crash-instruktøren Paul Haggis, der har været udsat for en smedekampagne af Scientology, for overgreb og voldtægt.

Af David Madsen

Beskyldningerne mod mænd i Hollywood under #MeToo-banneret fortsætter ufortrødent i 2018.

Instruktøren og manuskriptforfatteren Paul Haggis (Crash) er den seneste i rækken. Det begyndte i december med pr-agenten Haleigh Breest, som sagsøgte ham for at have voldtaget hende i 2013.

”Den sandhed, som min klient har måttet leve med, er, at bag facaden er denne mand blot endnu en sexforbryder. En mand, som er villig til at tiltvinge sig en yngre kvinde, halvt så gammel som ham, og nyde den frygt og smerte, som han har forvoldt hende,” lyder det i sagsanlægget.

Paul Haggis har på det kraftigste afvist anklagerne og i stedet sagsøgt Haleigh Breest for afpresning. Instruktøren anklager pr-agenten for at havde fabrikeret historien, så hun kunne afpresse ham ni millioner dollars til at købe hendes tavshed.

Flere kvinder står frem
Nu har tre anonyme kvinder fulgt i Breests fodspor og udtalt sig til nyhedsbureauet Associated Press.

En af dem arbejdede under Paul Haggis på en tv-serie i 1996. Hun fortæller, at han voldtog hende og truede med at skade hendes karriere, hvis hun anmeldte ham.

De to andre kvinder fortæller, at det lykkedes dem at afværge Haggis’ tilnærmelser, efter at han havde kysset dem mod deres vilje i henholdsvis 2008 og 2015.

”Jeg er nødt til at være inde i dig,” skulle han ifølge en af kvinderne have råbt.

Også disse beskyldninger afviser Paul Haggis blankt.

”Alle disse sager er sat i gang af advokatfirmaet, som repræsenterer Breest. Det er et tydeligt forsøg på fortsat at forsøge at skade min klient og få penge ud af ham,” siger Haggis’ advokat, Christine Lepera.

”Haggis ser det også som en mulighed, at Scientology står bag sagsøgningen, da de i en årrække har angrebet ham med falske beskyldninger.”

Scientologys smedekampagne
Paul Haggis skabte overskrifter, da han i 2009 forlod Scientology.

I 2011 skrev journalisten Lawrence Wright i The New Yorker om Haggis’ næsten 35 år i organisationen. Wright fulgte artiklen op med bogen Scientologys religiøse fængsel, der i 2015 var grundlaget for Alex Gibneys anti-Scientology dokumentar af samme navn.

Scientology svarede tilbage med en smedekampagne mod Alex Gibney. Her beskylder Paul Haggis’ nu afdøde lillesøster Kathy Slevin ham for at være en kronisk løgnhals. Hun hævder også, at han har udøvet vold mod hende ved flere lejligheder. Kathy Slevin var selv medlem af Scientology.

Både Haleigh Breest og de tre andre kvinder har benægtet at have nogen forbindelse med Scientology.

”Han er tydeligvis desperat. Men lad jer ikke narre. Breest har intet at gøre med Scientology. Denne sag har intet at gøre med dem. Den har alt at gøre med Paul Haggis,” udtaler hendes advokat Ilann M. Maazel.

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko